Gå videre til hovedindholdet

Jeg hoppede på den!

Men det var ikke en aprilsnar. Desværre!

Jeg har været stille, jeg har tænkt og jeg troede det ville ende godt, men det gjorde det ikke. Igår lå der en mail i indbakken. Jeg troede ikke mine egne øjne. Virkelig! Langt ude!

Alligevel kunne jeg ikke lade være med at trække på smilebåndet, for hold nu op, hvor er det bare komisk, uærligt og bare for meget. Det er så ufint og typisk mig at falde for facaden.

Må jeg spørge dig? Går du i Netto efter mælk uden at betale? .. Nej vel! Det gør jeg heller ikke. Dog må jeg endnu engang erfare at det er der andre, der gør. Åbenbart. I hvert fald i overført betydning.  Det er mig en gåde at genneskue disse mannesker og det irriterer mig at jeg igen blev 'fanget' og har lagt mange timer og kræfter i, gratis! Som om min tid og mit arbejde ikke er noget værd. Vildt alligevel.

Nå, naive Rikke, hvad har du så lært denne gang?

Jamen, jeg har lært at uærlige mennesker ikke skal ødelægge det for alle dem, der er ærlige og det er de fleste trods alt. Jeg har også lært at jeg ikke aner, hvad der gemmer sig bag facaden. Jeg har også lært at jeg vil kunne lande samme sted igen, for denne oplevelse kommer ikke til at ødelægge nye (eller gamle) relationer. En af mine grundholdninger nemlig den at 'alle skal have en chance'. Sådan er jeg nemlig 😊

Et godt råd til mig og dig, der også indgår samarbejde med andre, er at huske, at have aftalerne helt klare, afstemt og skrevet ned fra starten. På den måde kan misforståelser udgåes. Det havde jeg nemlig ikke dette tilfælde. Det er jo mit eget ansvar.

Jeg vælger at se denne 'lille' oplevelse som en slags investering uden udbytte og tror på karma. #karmaboomerang

Tak fordi du læser med og godt nytår.
Rikke




Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Et hundrede dage

Et hundrede dage, det er mange dage, godt tre måneder og alligevel så er det nok de dage, der er fløjet hurtigst afsted i mit liv. 100 dage og mit livs vildeste rutschebanetur - ever! 🎢 For 100 dage siden, faktisk for 101 dag siden fik min mand en opringning fra mellemste søn han skulle bruge en ambulance NU. Min mand 'flyver' ud af døren og jeg ringer 112 oplyser navn, adresse, telefonnummer og ja, jeg aner jo ikke, hvad der er sket på det tidspunkt, så jeg kan ikke oplyse ret meget andet. Mens jeg står med mobilen i hånden og stadig taler, kommer yngste søn løbende med sin mobil og siger det er far. Nu med en mobil ved hvert øre. 📱 "Øjeblik" siger jeg til alarmcentralen. Min mand fortæller at det drejer sig om ældste søn som vores mellemste søn har fundet liggende på gulvet i sin lejlighed. Lettere forvirret får jeg rettet data. Alarmcentralen ringer nu mellemste søn op for at guide ham. 🆘 Så går der, hvad der føles som 1000 år før min mand ringer og siger at æld

Sorg. Min sorg.

Planen var egentlig at jeg løbende - altså oftere - ville skrive på min blog blandt andet om det at være pårørende til en søn med stroke / hjerneblødning. Den beslutning tog jeg da jeg skrev første blogindlæg om vores ældste søn, der pludselig ud af det blå fik en hjerneblødning. Fik du ikke læst det? ' Et hundrede dage '. Det er 138 dage siden det blev udgivet og idag er det 34 uger siden at han lå dér på sit stuegulv 😱 3 4 U G E R !! Planen skred lidt ..... Pyh! Det er ubeskriveligt hårdt at være pårørende også selvom den kritiske fase er forbi. Sorgen væltede mig - BIG TIME‼️ Der er stadig en helt ny rolle vi har fået som familie, pårørende til et sen-hjerneskadet. Dagene går meget hurtigt, det gør genoptræningen ikke, det skal den heller ikke for det går fremad hver dag. Både fysisk træning, hjemmetræning og hjernetræning tager bare rigtig rigtig lang tid. Men vi hepper på ham hver eneste dag 👏 Jeg begynder så småt at kunne mærke mig selv igen - sådan rigtigt mærke mig se

Idag køber jeg balloner

Det er ingen hemmelighed at det er voldsomt hårdt at være pårørende og af den grund vigtigt at passe på sig selv, det er jeg helt bevidst om. Derfor bliver dilemmaet endnu tydligere for følelserne hænger frit og det gør tårerne også 😢 Dilemma  ‼️ Når 'nogen' læser med på bloggen. 'Nogen' jeg tidligere, selvvalgt og med god grund, har brudt kontakten til og som nu gerne vi i kontakt igen.  Jeg kender ikke baggrunden for at 'nogen' vil i kontakt, men jeg gætter på at 'nogen' har læst mit tidligere blogindlæg ' 100 dage ' eller hørt at ældste søn er ramt af stroke. Åbner jeg op for relationen igen, er jeg bange for at falde tilbage i samme meget usunde mønstre. Hvilket var tæt på, da jeg lyttede til beskederne på telefonsvaren, der kom to dage i træk og så midt i min ferie 😖 Såbar og trist fortalte jeg det til en nær ven og fik beskeden “Ej, ringer du ikk' tilbage - tænk nu hvis ....” jeg hørte ikke mere, blev bare ked og stille. Jeg vil jo