Gå videre til hovedindholdet

Et hundrede dage

Et hundrede dage, det er mange dage, godt tre måneder og alligevel så er det nok de dage, der er fløjet hurtigst afsted i mit liv. 100 dage og mit livs vildeste rutschebanetur - ever! 🎢

For 100 dage siden, faktisk for 101 dag siden fik min mand en opringning fra mellemste søn han skulle bruge en ambulance NU. Min mand 'flyver' ud af døren og jeg ringer 112 oplyser navn, adresse, telefonnummer og ja, jeg aner jo ikke, hvad der er sket på det tidspunkt, så jeg kan ikke oplyse ret meget andet. Mens jeg står med mobilen i hånden og stadig taler, kommer yngste søn løbende med sin mobil og siger det er far. Nu med en mobil ved hvert øre. 📱

"Øjeblik" siger jeg til alarmcentralen. Min mand fortæller at det drejer sig om ældste søn som vores mellemste søn har fundet liggende på gulvet i sin lejlighed. Lettere forvirret får jeg rettet data. Alarmcentralen ringer nu mellemste søn op for at guide ham. 🆘

Så går der, hvad der føles som 1000 år før min mand ringer og siger at ældste søn er kontaktbar, men ikke kan tale. Min mand pakker nogle ting og vil køre efter ambulancen. 

Ældste søn bliver hjulpet ned af trapperne og ud i ambulancen. Afsted med dem. Min mand ringer og siger nu er de på vej. Mens vi taler, stopper ambulancen og en redder kommer og siger, at de nu vil køre med udrykning til Rigshospitalet for ældste søn respondere ikke som han skal i højre side, de mistænker en blodprop eller en hjerneblødning. Min mand skal naturligvis køre almindeligt, det gør han med mig i røret et stykke tid.

Jeg gør mig klar, afleverer yngste søn hos vores venner, henter mellemste søn og afsted til Rigshospitalet med os. Min mand ringer og fortæller at de allerede har scannet ældste søn og at de nu er på vej op på afdelignen. 

Diagnosen er en HJERNEBLØDNING ..... HVAD ???????!!!!! 😭

Min dreng, vores dreng! 33 år og en hjerneblødning. Tiden går HELT i stå, som i står helt stille. Ingen på 33 år skal have en hjerneblødning og ingen forældre skal opleve deres barn have en hjerneblødning. Ingen!

Vi parkerer og går til receptionen for at få af vide at vi ikke kan besøge ældste søn pga. Covid-19. Det havde vi da glemt alt om. Hallo vi er i krise ?? Der er ikke noget at gøre, sådan er retningslinjerne. Her skal jeg holde på mig selv for ikke at bryde helt sammen. Det hjælper dog at mellemste søn er der og at vi ved at min mand er sammen med ældste søn. Vi ringer til min mand og kan FaceTime med dem, så vi kan se med egne øjne at ældste søn er i live. Dog kan han ikke tale, men han vinker til os. 👋

Vi triller hjem noget matte i sokkeholderne. Uden ord. Uden at forstå. 

Det var dag 1!

Idag er det dag 101! Og meget er sket siden. Meget godt er heldigvis sket. 💚

Syv uger på intensiv, hvor vi ikke vidste om ældste søn ville overleve og hvis han ville overleve, ville han så ligge som en 'grøntsag'. Ingen kunne sige noget om fremtiden, det hele ville afhænge af ældste søn og hans vilje til at leve. Han kæmper i ugerne med noget de kalder typiske følgevirkninger som blandt andet for højt tryk i hovedet og feber. Føj for pokker en tid! Total umenneskeligt!

Leve det ville han heldigvis. Så han kom videre til til en afdeling for højtspecialiseret neruorehabillitering, der var han også i syv uger. Her viser ældste søn at han kunne bruge sin stædighed og vilje. Hver dag kommer han et lille skridt videre med sin genoptræning. Han bor på første sal med udendørstrappe og uden elevator. Så hans fokus er at komme op på de ben og gå. 🏃

Dag 99 flytter ældste søn til et genoptræningssted med specialiseret neurorehabilitering, hvor han skal være i otte uger. 

Nøjagtigt på dag 100 går ældste søn de første skridt UDEN nogen form for støtte og hjælp. Det har kostet ham hård træning at nå hertil allerede. Det kræver fortsat træning træning træning både fysisk, mentalt og kognitivt. Der er ingen tvivl om at han nok skal nå sine mål. Han vil hjem! Og det kommer han. 

Når han kommer hjem kræver det træning træning træning for at vedligeholde alt det han allerede kan.

Ældste søn bliver en ny, bedre og meget klogere version på den anden side. Version 2.0.

Der er meget meget mere at skrive om og det skal nok komme.

Min blog vil stadig handle om, det der rør sig i mit liv. Fokus i den kommende tid vil være livet som pårørende på godt og ondt og alt der imellem.

Vi vil for altid være en familie med 2 hjerneskadede børn. 

Tak fordi du læser med.

/Rikke




Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Børn med medfødt alkoholskade

"Jeg ved mere om medfødt alkoholskade, end mit barns lærer og læge gør. Hvordan får jeg dem til at lytte til mig? - Hvorfor er ændringer i den daglige rutine svære for mit barn? - Hvordan får jeg mit barn til at slappe af? - Er det i orden, at mit barn leger med yngre børn hele tiden?' - Hvorfor er mit barn længe om at spise?" - Disse og mange andre spørgsmål får du svar på i denne bog. 

"Børn med medfødt alkoholskade" Håndbog til omsorgsgivere og professionelle
Af Inger Thormann og Marcella Broccia

Anmeldelse
Med denne lille letlæselige håndbog på lige godt 100 sider vil alle være godt klædt på til at møde mennesker med medfødte alkoholskader. Efter du har læst bogen, vil du være klædt godt på til at møde mennesker med medfødte alkoholskader. Du vil også være rustet til at være i dialog med de mennesker, der giver omsorg og beskyttelse til børn og unge med medfødt alkoholskade, f.eks. plejeforældre.

Bogen er en meget vigtig bog. Den giver et godt overblik over de u…

Coronavirus / Covid-19

“Jeg troede aldrig, jeg oprigtigt skulle formulere den slags selvhjælpslister, men jeg troede heller aldrig, at nationen skulle i lockdown pga. en virus. Så nu er jeg sprunget ud i det” slutter Svend Brinkmann i et opslag på sin Facebook idag. 
Jeg må sige det samme. Jeg har haft utrolig svært ved at forholde mig til alt det, der sker omkring mig i disse dage. Medierne har alle en “mening”, har slet ikke læst alt (og kommer heller ikke til det) jeg følger selvfølgelig de retningslinjer myndighederne har udstukket. Sådan er det!
Alligevel står jeg i præcis samme dilemma som Svend Brinkmann på fineste vis beskriver i sit opslag:
Rent psykologisk giver coronaepidemien os et dilemma: På den ene side har vi en fælles interesse i, at folk bliver ængstelige, da ængstelsen gør, at flere opsøger information og handler i overensstemmelse med myndighedernes udmeldinger. På den anden side kan ængstelsen hos den enkelte udvikle sig til decideret angst, hvor den psykiske trivsel er truet: Man kan ik…