Gå videre til hovedindholdet

Idag køber jeg balloner

Det er ingen hemmelighed at det er voldsomt hårdt at være pårørende og af den grund vigtigt at passe på sig selv, det er jeg helt bevidst om. Derfor bliver dilemmaet endnu tydligere for følelserne hænger frit og det gør tårerne også 😢


Dilemma ‼️


Når 'nogen' læser med på bloggen. 'Nogen' jeg tidligere, selvvalgt og med god grund, har brudt kontakten til og som nu gerne vi i kontakt igen.  Jeg kender ikke baggrunden for at 'nogen' vil i kontakt, men jeg gætter på at 'nogen' har læst mit tidligere blogindlæg '100 dage' eller hørt at ældste søn er ramt af stroke.


Åbner jeg op for relationen igen, er jeg bange for at falde tilbage i samme meget usunde mønstre. Hvilket var tæt på, da jeg lyttede til beskederne på telefonsvaren, der kom to dage i træk og så midt i min ferie 😖


Såbar og trist fortalte jeg det til en nær ven og fik beskeden “Ej, ringer du ikk' tilbage - tænk nu hvis ....” jeg hørte ikke mere, blev bare ked og stille. Jeg vil jo helst ikke ses som et koldt, kynisk og ikke empatisk menneske. Det stik modsatte af det jeg ser mig selv som og står for. 


Mine kerneværdier er jo bla. rummelighed, kærlighed og respekt. 


På den anden side. Lader jeg den ligge her, kan jeg så få ro i sindet uden at føle dårlig samvittighed. Kan jeg det ⁉️


En kær og klog ven skrev følgende til mig:


"Ja, 'nogen' har sikkert læst eller hørt om ældste søn‼️

Hvad du end beslutter, så “gå med dig selv” og hvis din beslutning indebærer dårlig samvittighed, så pust det hele i en ballon og send den smukt afsted, så det du har tilbage er det du ønsker og elsker ❤️

Knuuuuuuus"


Idag køber jeg balloner 🎈


Jeg ved jo godt at skrive blog gør mig til en offentlig person. Så det at blive kontaktet er jeg vant til og det navigerer jeg fint i. Denne kom bare lige lidt for tæt på 😔


Rådet fra min kære ven kan frit bruges 😍 


Tak fordi du læser med.


/Rikke








Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Et hundrede dage

Et hundrede dage, det er mange dage, godt tre måneder og alligevel så er det nok de dage, der er fløjet hurtigst afsted i mit liv. 100 dage og mit livs vildeste rutschebanetur - ever! 🎢 For 100 dage siden, faktisk for 101 dag siden fik min mand en opringning fra mellemste søn han skulle bruge en ambulance NU. Min mand 'flyver' ud af døren og jeg ringer 112 oplyser navn, adresse, telefonnummer og ja, jeg aner jo ikke, hvad der er sket på det tidspunkt, så jeg kan ikke oplyse ret meget andet. Mens jeg står med mobilen i hånden og stadig taler, kommer yngste søn løbende med sin mobil og siger det er far. Nu med en mobil ved hvert øre. 📱 "Øjeblik" siger jeg til alarmcentralen. Min mand fortæller at det drejer sig om ældste søn som vores mellemste søn har fundet liggende på gulvet i sin lejlighed. Lettere forvirret får jeg rettet data. Alarmcentralen ringer nu mellemste søn op for at guide ham. 🆘 Så går der, hvad der føles som 1000 år før min mand ringer og siger at æld

Sorg. Min sorg.

Planen var egentlig at jeg løbende - altså oftere - ville skrive på min blog blandt andet om det at være pårørende til en søn med stroke / hjerneblødning. Den beslutning tog jeg da jeg skrev første blogindlæg om vores ældste søn, der pludselig ud af det blå fik en hjerneblødning. Fik du ikke læst det? ' Et hundrede dage '. Det er 138 dage siden det blev udgivet og idag er det 34 uger siden at han lå dér på sit stuegulv 😱 3 4 U G E R !! Planen skred lidt ..... Pyh! Det er ubeskriveligt hårdt at være pårørende også selvom den kritiske fase er forbi. Sorgen væltede mig - BIG TIME‼️ Der er stadig en helt ny rolle vi har fået som familie, pårørende til et sen-hjerneskadet. Dagene går meget hurtigt, det gør genoptræningen ikke, det skal den heller ikke for det går fremad hver dag. Både fysisk træning, hjemmetræning og hjernetræning tager bare rigtig rigtig lang tid. Men vi hepper på ham hver eneste dag 👏 Jeg begynder så småt at kunne mærke mig selv igen - sådan rigtigt mærke mig se