Gå videre til hovedindholdet

Idag køber jeg balloner

Det er ingen hemmelighed at det er voldsomt hårdt at være pårørende og af den grund vigtigt at passe på sig selv, det er jeg helt bevidst om. Derfor bliver dilemmaet endnu tydligere for følelserne hænger frit og det gør tårerne også 😢


Dilemma ‼️


Når 'nogen' læser med på bloggen. 'Nogen' jeg tidligere, selvvalgt og med god grund, har brudt kontakten til og som nu gerne vi i kontakt igen.  Jeg kender ikke baggrunden for at 'nogen' vil i kontakt, men jeg gætter på at 'nogen' har læst mit tidligere blogindlæg '100 dage' eller hørt at ældste søn er ramt af stroke.


Åbner jeg op for relationen igen, er jeg bange for at falde tilbage i samme meget usunde mønstre. Hvilket var tæt på, da jeg lyttede til beskederne på telefonsvaren, der kom to dage i træk og så midt i min ferie 😖


Såbar og trist fortalte jeg det til en nær ven og fik beskeden “Ej, ringer du ikk' tilbage - tænk nu hvis ....” jeg hørte ikke mere, blev bare ked og stille. Jeg vil jo helst ikke ses som et koldt, kynisk og ikke empatisk menneske. Det stik modsatte af det jeg ser mig selv som og står for. 


Mine kerneværdier er jo bla. rummelighed, kærlighed og respekt. 


På den anden side. Lader jeg den ligge her, kan jeg så få ro i sindet uden at føle dårlig samvittighed. Kan jeg det ⁉️


En kær og klog ven skrev følgende til mig:


"Ja, 'nogen' har sikkert læst eller hørt om ældste søn‼️

Hvad du end beslutter, så “gå med dig selv” og hvis din beslutning indebærer dårlig samvittighed, så pust det hele i en ballon og send den smukt afsted, så det du har tilbage er det du ønsker og elsker ❤️

Knuuuuuuus"


Idag køber jeg balloner 🎈


Jeg ved jo godt at skrive blog gør mig til en offentlig person. Så det at blive kontaktet er jeg vant til og det navigerer jeg fint i. Denne kom bare lige lidt for tæt på 😔


Rådet fra min kære ven kan frit bruges 😍 


Tak fordi du læser med.


/Rikke








Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Et hundrede dage

Et hundrede dage, det er mange dage, godt tre måneder og alligevel så er det nok de dage, der er fløjet hurtigst afsted i mit liv. 100 dage og mit livs vildeste rutschebanetur - ever! 🎢
For 100 dage siden, faktisk for 101 dag siden fik min mand en opringning fra mellemste søn han skulle bruge en ambulance NU. Min mand 'flyver' ud af døren og jeg ringer 112 oplyser navn, adresse, telefonnummer og ja, jeg aner jo ikke, hvad der er sket på det tidspunkt, så jeg kan ikke oplyse ret meget andet. Mens jeg står med mobilen i hånden og stadig taler, kommer yngste søn løbende med sin mobil og siger det er far. Nu med en mobil ved hvert øre. 📱
"Øjeblik" siger jeg til alarmcentralen. Min mand fortæller at det drejer sig om ældste søn som vores mellemste søn har fundet liggende på gulvet i sin lejlighed. Lettere forvirret får jeg rettet data. Alarmcentralen ringer nu mellemste søn op for at guide ham. 🆘
Så går der, hvad der føles som 1000 år før min mand ringer og siger at ældst…

Børn med medfødt alkoholskade

"Jeg ved mere om medfødt alkoholskade, end mit barns lærer og læge gør. Hvordan får jeg dem til at lytte til mig? - Hvorfor er ændringer i den daglige rutine svære for mit barn? - Hvordan får jeg mit barn til at slappe af? - Er det i orden, at mit barn leger med yngre børn hele tiden?' - Hvorfor er mit barn længe om at spise?" - Disse og mange andre spørgsmål får du svar på i denne bog. 

"Børn med medfødt alkoholskade" Håndbog til omsorgsgivere og professionelle
Af Inger Thormann og Marcella Broccia

Anmeldelse
Med denne lille letlæselige håndbog på lige godt 100 sider vil alle være godt klædt på til at møde mennesker med medfødte alkoholskader. Efter du har læst bogen, vil du være klædt godt på til at møde mennesker med medfødte alkoholskader. Du vil også være rustet til at være i dialog med de mennesker, der giver omsorg og beskyttelse til børn og unge med medfødt alkoholskade, f.eks. plejeforældre.

Bogen er en meget vigtig bog. Den giver et godt overblik over de u…

Coronavirus / Covid-19

“Jeg troede aldrig, jeg oprigtigt skulle formulere den slags selvhjælpslister, men jeg troede heller aldrig, at nationen skulle i lockdown pga. en virus. Så nu er jeg sprunget ud i det” slutter Svend Brinkmann i et opslag på sin Facebook idag. 
Jeg må sige det samme. Jeg har haft utrolig svært ved at forholde mig til alt det, der sker omkring mig i disse dage. Medierne har alle en “mening”, har slet ikke læst alt (og kommer heller ikke til det) jeg følger selvfølgelig de retningslinjer myndighederne har udstukket. Sådan er det!
Alligevel står jeg i præcis samme dilemma som Svend Brinkmann på fineste vis beskriver i sit opslag:
Rent psykologisk giver coronaepidemien os et dilemma: På den ene side har vi en fælles interesse i, at folk bliver ængstelige, da ængstelsen gør, at flere opsøger information og handler i overensstemmelse med myndighedernes udmeldinger. På den anden side kan ængstelsen hos den enkelte udvikle sig til decideret angst, hvor den psykiske trivsel er truet: Man kan ik…