Gå videre til hovedindholdet

Sorg. Min sorg.


Planen var egentlig at jeg løbende - altså oftere - ville skrive på min blog blandt andet om det at være pårørende til en søn med stroke / hjerneblødning. Den beslutning tog jeg da jeg skrev første blogindlæg om vores ældste søn, der pludselig ud af det blå fik en hjerneblødning. Fik du ikke læst det? 'Et hundrede dage'. Det er 138 dage siden det blev udgivet og idag er det 34 uger siden at han lå dér på sit stuegulv 😱
3 4 U G E R !! Planen skred lidt ..... Pyh! Det er ubeskriveligt hårdt at være pårørende også selvom den kritiske fase er forbi. Sorgen væltede mig - BIG TIME‼️

Der er stadig en helt ny rolle vi har fået som familie, pårørende til et sen-hjerneskadet. Dagene går meget hurtigt, det gør genoptræningen ikke, det skal den heller ikke for det går fremad hver dag. Både fysisk træning, hjemmetræning og hjernetræning tager bare rigtig rigtig lang tid. Men vi hepper på ham hver eneste dag 👏

Jeg begynder så småt at kunne mærke mig selv igen - sådan rigtigt mærke mig selv, altså nogen dage. Jeg har gået i en boble i de sidste 34 uger. Jo, jo jeg har da været udenfor boblen. Jeg smutter dog hurtigt tilbage. Det er blevet et rat sted at være. Underligt nok! 😔 For mig er det blevet et godt sted at bearbejde min sorg. Idag var én af de dage 😭

Sorgen er fuldstændig ubærlig og ubeskrivelig. De af jer, der har fulgt med længe ved at jeg også slås med ensomhed. Læs mit tidligere indlæg- 'Ensomhed' 💔
Sorgen og ensomheden følges i mit tilfælde hånd i hånd. Fordi det virker på en eller anden måde naturligt for mig, men det er samtidig møg-usundt! Men det er sådan det er. Lige nu.

For pokker jeg er stadig bange for at miste ham. Selvom han ikke er i den kritiske fase, så tror jeg at jeg vil have det sådan meget længe endnu. Nogle gange har jeg mærket frygten for at miste ham, fordi han ikke lige reagerede på sms og opkald. Han sov bare og meget tungt. 😴 For pokker altså 😍

Det resulterede i at jeg efterfølgende blev meget ked af det og græd utrøsteligt. Der er bare ingen der skal stå i denne situation. Det tynger mig voldsomt at have en søn, der har været udsat for sådan en omgang 😓

Mange spørger: 'Hvordan går det med din søn?' (og det må de hjertens gerne). Men ganske få spørger: 'Hvordan går det med dig, Rikke?' (og det må de også hjertens gerne). Jeg vil gerne være med til at bryde tabu omkring det at være pårørende til en sen-hjerneskadet. Så spørg endelig. Jeg vil gerne svare når jeg kan. Måske er det en form for berøringsangst, jeg ved det ikke. Måske er man bange for jeg bliver ked af det. Det gør jeg, det er helt naturligt og det er okay 😔

Jeg kan godt forstå at det er svært at spørge, når man ved at jeg er sorgfyldt som jeg er. Men det hjælper mig meget at tale om det ❤️

Jeg oplever at nu, hvor 'nyheden' ikke er ny mere, at stå mere alene og dét ved jeg godt jeg ikke gør, men ikke desto mindre så er følelsen der. Det er en meget STOR ting at stå alene med den følelse. Den gør mig virkelig ked af det 💔 

Men, Rikke, hvorfor er du stadig sorgfyldt. Han overlevede jo!! Ja, det gjorde han heldigvis og vi har fået en version 2.0, som vi i den grad nyder. Sorgen tynger dog stadig for, hvordan skal det går ham? Hvor langt kommer han? Kan han lære det tabte? osv. Helt naturlige ting at spørge sig selv og andre om. Jeg ved han kommer langt for han har motivationen, han vil og han er vores søn 💪🏼‼️

Naturen, mine gå/løbeture, yoga, være sammen med min nærmeste hjælper mig rigtig meget. Så det hele skal nok bliver godt igen, bare på en ny måde og det skal jeg lige vænne mig til 🌱

Tusind tak fordi du læser med, der betyder mere end du aner.
/Rikke 💚














Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Et hundrede dage

Et hundrede dage, det er mange dage, godt tre måneder og alligevel så er det nok de dage, der er fløjet hurtigst afsted i mit liv. 100 dage og mit livs vildeste rutschebanetur - ever! 🎢 For 100 dage siden, faktisk for 101 dag siden fik min mand en opringning fra mellemste søn han skulle bruge en ambulance NU. Min mand 'flyver' ud af døren og jeg ringer 112 oplyser navn, adresse, telefonnummer og ja, jeg aner jo ikke, hvad der er sket på det tidspunkt, så jeg kan ikke oplyse ret meget andet. Mens jeg står med mobilen i hånden og stadig taler, kommer yngste søn løbende med sin mobil og siger det er far. Nu med en mobil ved hvert øre. 📱 "Øjeblik" siger jeg til alarmcentralen. Min mand fortæller at det drejer sig om ældste søn som vores mellemste søn har fundet liggende på gulvet i sin lejlighed. Lettere forvirret får jeg rettet data. Alarmcentralen ringer nu mellemste søn op for at guide ham. 🆘 Så går der, hvad der føles som 1000 år før min mand ringer og siger at æld

Idag køber jeg balloner

Det er ingen hemmelighed at det er voldsomt hårdt at være pårørende og af den grund vigtigt at passe på sig selv, det er jeg helt bevidst om. Derfor bliver dilemmaet endnu tydligere for følelserne hænger frit og det gør tårerne også 😢 Dilemma  ‼️ Når 'nogen' læser med på bloggen. 'Nogen' jeg tidligere, selvvalgt og med god grund, har brudt kontakten til og som nu gerne vi i kontakt igen.  Jeg kender ikke baggrunden for at 'nogen' vil i kontakt, men jeg gætter på at 'nogen' har læst mit tidligere blogindlæg ' 100 dage ' eller hørt at ældste søn er ramt af stroke. Åbner jeg op for relationen igen, er jeg bange for at falde tilbage i samme meget usunde mønstre. Hvilket var tæt på, da jeg lyttede til beskederne på telefonsvaren, der kom to dage i træk og så midt i min ferie 😖 Såbar og trist fortalte jeg det til en nær ven og fik beskeden “Ej, ringer du ikk' tilbage - tænk nu hvis ....” jeg hørte ikke mere, blev bare ked og stille. Jeg vil jo